Handelsbetingelser
Disse handelsbetingelser fastsætter de nærmere vilkår og betingelser for Besa Digital ApS’ levering af ydelser til sine kunder (herefter “Kunden”). Handelsbetingelserne udgør en integreret del af den endelige kontrakt (herefter “Kontrakten”) mellem Besa Digital ApS og Kunden samt eventuelle tillægsaftaler.
1. Kontraktens indgåelse
Kontrakten mellem Besa Digital ApS og Kunden anses først for indgået, når begge parter har underskrevet Kontrakten. Eventuelle tillægsaftaler skal indgås skriftligt mellem parterne i en separat aftale, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af Kontrakten.
2. Hjemmesider og webshops
Inden en hjemmeside offentliggøres på Kundens domæne, sender Besa Digital ApS et link til en testside til Kunden. Kunden har herefter 10 arbejdsdage til at fremsende eventuelle rettelser.
Når testsiden er godkendt af Kunden, eller når korrekturperioden på 10 arbejdsdage er udløbet, vil Besa Digital ApS påbegynde processen med at foretage de nødvendige DNS- og navneserverændringer, så Kundens domæne peger på den hostingløsning, hvor hjemmesiden skal drives, medmindre Kunden selv hoster hjemmesiden eller andet er aftalt.
Der kan i forbindelse med overførslen og de nødvendige tekniske ændringer forekomme kortvarige driftsforstyrrelser eller nedetid i op til 72 timer.
Af sikkerhedsmæssige årsager giver Besa Digital ApS ikke Kunden direkte adgang til FTP-server, database, hostingkontrolpanel, mailserver eller administratoradgang til hjemmesiden, herunder administration af plug-ins, medmindre andet er aftalt skriftligt. Dette begrænser ikke Kundens almindelige adgang til at redigere indhold via hjemmesidens CMS i det omfang, dette er omfattet af hjemmesideaftalen.
Kunden er selv ansvarlig for at opsige eventuelle eksisterende webhoteller eller lignende aftaler. Årlige gebyrer til Punktum dk betales og fornyes af Kunden, medmindre andet er aftalt i Kontrakten eller en tillægsaftale.
3. Hjemmesideaftalen
En hjemmesideaftale omfatter udvikling og levering af en CMS-baseret hjemmeside bestående af op til 12 sider, medmindre andet er aftalt i Kontrakten eller en tillægsaftale.
Kunden har mulighed for at redigere eksisterende indhold på hjemmesiden via CMS’et inden for de adgangsrettigheder, som Besa Digital ApS stiller til rådighed.
Hjemmesideaftalen omfatter desuden almindelig support til hjemmesiden inden for rammerne af den indgåede aftale. Større ændringer, omstrukturering, ny funktionalitet eller andet arbejde, der ligger uden for den aftalte leverance, kan faktureres særskilt i henhold til punkt 5.
4. Kundens medvirken
Kunden er forpligtet til rettidigt at sikre, at Besa Digital ApS modtager alle oplysninger, materialer, adgange og godkendelser, som er nødvendige for, at de ydelser, der er omfattet af Kontrakten og eventuelle tillægsaftaler, kan leveres korrekt og rettidigt.
Kunden skal eksempelvis levere relevant indhold, herunder tekster, billeder, designmateriale, adgangsoplysninger og øvrigt nødvendigt materiale, hvis dette er påkrævet for opgavens udførelse.
Hvis Kunden ikke rettidigt leverer nødvendige oplysninger, materialer, adgange eller godkendelser, forlænges Besa Digital ApS’ eventuelle leveringsfrister tilsvarende. Besa Digital ApS kan ikke anses for at være i forsinkelse i den periode, hvor leveringen helt eller delvist hindres som følge af Kundens forhold.
Kundens manglende eller forsinkede medvirken suspenderer ikke Kundens betalingsforpligtelser i henhold til Kontrakten eller eventuelle tillægsaftaler.
5. Fakturering og betaling
Fakturering sker, når det arbejde, der er omfattet af Kontrakten eller en tillægsaftale, påbegyndes, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Ved hjemmesideaftaler sker fakturering senest 30 dage efter aftalens indgåelse, medmindre en risiko- eller kreditvurdering fra tredjepart tilsiger andet.
Betalingsfristen er 8 dage fra fakturadato, medmindre andet er aftalt skriftligt.
De aftalte priser er faste i de første 12 måneder fra Kontraktens ikrafttrædelsesdato. Herefter er Besa Digital ApS berettiget til én gang årligt at regulere priserne i overensstemmelse med udviklingen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks.
Prisreguleringen udgør dog minimum 3 % årligt, uanset udviklingen i nettoprisindekset. De regulerede priser kan afrundes til nærmeste 10 kr. pr. ydelse, produkt eller abonnement.
Ved beregning af den første prisregulering tages der udgangspunkt i det senest offentliggjorte nettoprisindeks på Kontraktens ikrafttrædelsesdato sammenholdt med det tilsvarende indeks på tidspunktet for prisreguleringen. Efterfølgende reguleringer beregnes på baggrund af udviklingen siden seneste prisregulering.
Hvis det anvendte indeks ophører eller ændres væsentligt, er Besa Digital ApS berettiget til at anvende et andet tilsvarende officielt prisindeks.
Besa Digital ApS er berettiget til særskilt at fakturere support, service, tekniske ændringer og andet arbejde, som ikke er omfattet af de ydelser, der fremgår af Kontrakten eller en tillægsaftale. Dette kan blandt andet omfatte større ændringer eller omstrukturering af en hjemmeside, ændringer i funktionalitet, opsætning af nye integrationer samt øvrige kundeønskede ændringer, der ligger uden for den aftalte leverance.
Sådanne ekstra ydelser faktureres efter Besa Digital ApS’ til enhver tid gældende priser, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Ved overskridelse af betalingsfristen forbeholder Besa Digital ApS sig retten til at iværksætte rykkerprocedure og overgive kravet til inkasso i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Manglende betaling anses som væsentlig misligholdelse af Kontrakten og eventuelle tillægsaftaler. Besa Digital ApS er i sådanne tilfælde berettiget til at ophæve aftalen uden at være erstatningsansvarlig. Ved ophævelse er Besa Digital ApS berettiget til straks at fakturere den resterende del af den bindende aftaleperiode samt eventuelle rabatter eller prisnedslag, som tidligere er ydet.
Hvis Kunden flytter eller ændrer DNS-indstillingerne, således at den hjemmesideløsning, som Besa Digital ApS arbejder på, ikke længere er online eller tilgængelig for Besa Digital ApS, og dette hindrer Besa Digital ApS i at levere de aftalte ydelser, betragtes dette som en opsigelse fra Kundens side.
6. Abonnementsaftaler og hosting
Kunder, der har indgået en Kontrakt eller tillægsaftale om Besa Digital ApS’ abonnementsprodukter, er underlagt den aftalte bindingsperiode, som kan være mellem 12 og 72 måneder, afhængigt af den valgte aftale.
Abonnementsaftalen forlænges automatisk med en ny periode svarende til den aftalte bindingsperiode, medmindre den opsiges i overensstemmelse med reglerne i Kontrakten eller tillægsaftalen.
Fakturering af abonnementsaftaler sker forud for hver ny 12-måneders periode, medmindre andet er aftalt skriftligt.
7. Digital markedsføring og søgemaskineoptimering
Besa Digital ApS kan ikke garantere bestemte placeringer på Google eller andre søgemaskiner i forbindelse med levering af SEO-ydelser.
Besa Digital ApS kan heller ikke garantere bestemte resultater af øvrige markedsføringsydelser, herunder et bestemt antal leads, salg, henvendelser, klik, visninger, konverteringer, omsætning, ROAS eller andre resultater.
Resultaterne kan blandt andet påvirkes af markedsforhold, konkurrence, Kundens produkter og priser, hjemmeside, budgetter samt ændringer i algoritmer, annonceplatforme og andre forhold, som ligger uden for Besa Digital ApS’ kontrol.
Besa Digital ApS kan ikke holdes ansvarlig for ændringer, begrænsninger, suspenderinger eller lukninger foretaget af tredjepartsplatforme såsom Google, Meta, LinkedIn, Microsoft eller andre relevante platforme.
8. Virksomhedssider på sociale medier
Kunden ejer selv sine profiler og sider på sociale medier og er ansvarlig for de oplysninger, det indhold og den kommunikation, der offentliggøres på eller via disse profiler.
Besa Digital ApS kan efter aftale administrere, publicere indhold eller annoncere via Kundens profiler, men Kunden er fortsat ansvarlig for at sikre, at oplysninger, tilbud, priser, produkter og øvrigt materiale, som Kunden stiller til rådighed, er korrekt og lovligt.
Besa Digital ApS kan ikke holdes ansvarlig for ændringer, begrænsninger, suspenderinger eller lukninger af Kundens profiler eller annoncekonti, som foretages af den pågældende platform.
Eventuel specialprogrammering, integrationer, apps eller andre løsninger udviklet eller stillet til rådighed af Besa Digital ApS til brug på sociale medier kan lukkes eller fjernes ved aftalens ophør, medmindre andet er aftalt skriftligt.
9. Reference og markedsføring
Medmindre andet er aftalt skriftligt, er Besa Digital ApS berettiget til at anvende Kundens navn, logo samt produkter og leverancer, der er udviklet som led i Kontrakten eller eventuelle tillægsaftaler, som reference i Besa Digital ApS’ egen markedsføring.
Dette kan blandt andet ske på Besa Digital ApS’ hjemmeside, sociale medier, i præsentationer, tilbud, cases og øvrigt salgs- og markedsføringsmateriale.
Besa Digital ApS må ikke i denne forbindelse offentliggøre fortrolige oplysninger om Kunden eller samarbejdet uden Kundens særskilte samtykke.
10. Ansvar
Besa Digital ApS påtager sig intet ansvar for Kundens indirekte tab, driftstab, avancetab, tabt fortjeneste, følgeskader eller datatab, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.
Besa Digital ApS er desuden uden ansvar for forhold, der skyldes force majeure eller force majeure-lignende omstændigheder, herunder strejke, brand, naturkatastrofer, svigt i energiforsyning, driftsforstyrrelser, nedbrud i kommunikationssystemer eller andre forhold uden for Besa Digital ApS’ kontrol.
Kunden er selv ansvarlig for, at domænenavn, indhold, tekster, billeder og øvrigt materiale, som Kunden stiller til rådighed eller ønsker offentliggjort, ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder immaterielle rettigheder, og for at de oplysninger, Kunden leverer til Besa Digital ApS, er korrekte.
Kunden er ansvarlig for at kontrollere kontaktoplysninger, formularer og øvrige funktioner på Kundens hjemmeside og profiler og skal uden unødigt ophold meddele Besa Digital ApS om konstaterede fejl eller mangler.
Besa Digital ApS forbeholder sig ret til nødvendige driftsforstyrrelser i forbindelse med vedligeholdelse, sikkerhedsopdateringer og opdatering af systemer og kan ikke holdes ansvarlig for driftstop eller datatab hos tredjepartsleverandører, herunder hostingpartnere, webhoteller eller andre tekniske leverandører.
Besa Digital ApS har ret til at foretage nødvendige tekniske ændringer, herunder ændringer af DNS- og navneserverindstillinger, når dette er nødvendigt for levering af de aftalte ydelser.
Besa Digital ApS yder ikke support til eller bærer ansvar for problemer, der opstår på Kundens egen mailserver eller hos Kundens mailudbyder, medmindre support hertil udtrykkeligt er omfattet af aftalen.
Hvis mailhosting leveres af Besa Digital ApS som en del af Kundens aftale, overføres eksisterende e-mails ikke automatisk. Ønsker Kunden migrering af eksisterende e-mails, kan dette aftales og faktureres særskilt.
Hvis Kundens mailkonti hostes af Kunden selv eller hos tredjepart, er Kunden forpligtet til at give Besa Digital ApS de nødvendige oplysninger om DNS-indstillinger og øvrige tekniske forhold, når disse er nødvendige for Besa Digital ApS’ levering af de aftalte ydelser.
11. Personoplysninger og GDPR
I forbindelse med aftaler med Besa Digital ApS kan det være nødvendigt at indsamle og behandle oplysninger såsom navn, virksomhedsnavn, virksomhedsadresse, CVR-nummer, telefonnummer og e-mailadresse.
Det kan desuden være nødvendigt at behandle andre oplysninger, herunder login- og adgangsoplysninger til relevante systemer og konti, når dette er nødvendigt for at administrere eller opfylde aftalen.
Besa Digital ApS behandler personoplysninger i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning og virksomhedens privatlivspolitik.
I det omfang Besa Digital ApS behandler personoplysninger på Kundens vegne som databehandler, skal behandlingen ske i henhold til en databehandleraftale mellem parterne og Kundens dokumenterede instrukser.
Kunden er ansvarlig for, at der foreligger et gyldigt behandlingsgrundlag for de personoplysninger, som Kunden indsamler, videregiver til eller på anden måde gør tilgængelige for Besa Digital ApS som led i samarbejdet.
Kunden er ansvarlig for at oplyse Besa Digital ApS, hvis de ydelser, der skal leveres, indebærer behandling af særlige kategorier af personoplysninger, oplysninger om strafbare forhold eller andre oplysninger, som kræver særlige sikkerheds- eller behandlingsforanstaltninger. Besa Digital ApS kan i sådanne tilfælde stille krav om yderligere sikkerhedsforanstaltninger eller særskilte aftalevilkår.
Når Besa Digital ApS behandler personoplysninger som selvstændig dataansvarlig, eksempelvis i forbindelse med administration af kundeforholdet, fakturering og almindelig forretningskommunikation, sker behandlingen efter Besa Digital ApS’ gældende privatlivspolitik.
Kunden er ansvarlig for, at Kundens hjemmeside, indhold, formularer, cookies, samtykkeløsninger og øvrige forretningsgange overholder gældende databeskyttelsesregler, medmindre Besa Digital ApS udtrykkeligt skriftligt har påtaget sig ansvaret for en konkret ydelse.
12. Opsigelse
Abonnementsaftaler er bindende i den aftalte periode, som kan være mellem 12 og 72 måneder.
Hvis abonnementsaftalen ikke opsiges skriftligt med mindst 3 måneders varsel før udløbet af den bindende periode, forlænges aftalen automatisk med en ny bindingsperiode svarende til den oprindeligt aftalte periode.
Opsigelse skal ske skriftligt, herunder via e-mail, til bogholderi@besadigital.dk. Opsigelse sendt til andre e-mailadresser hos Besa Digital ApS anses ikke for gyldig, medmindre Besa Digital ApS udtrykkeligt bekræfter modtagelsen skriftligt.
Eventuelle forudbetalinger refunderes ikke.
Ved opsigelse i den bindende periode er Kunden fortsat forpligtet til at betale den resterende del af bindingsperioden. Eventuelle rabatter eller prisnedslag, som er givet som led i aftalen, kan samtidig blive efterreguleret. I så fald udstedes en faktura med 10 dages betalingsfrist.
Kunden har mulighed for at flytte sin hjemmeside i samarbejde med Besa Digital ApS. Prisen for en sådan flytning er 3.995 kr. inkl. moms, medmindre andet aftales skriftligt. Flytningen udføres af Besa Digital ApS.
Hvis Kunden flytter hjemmesiden eller ændrer DNS- eller navneserverindstillingerne, således at den hjemmesideløsning, som Besa Digital ApS arbejder på eller driver som led i aftalen, ikke længere er online eller tilgængelig for Besa Digital ApS, og dette hindrer Besa Digital ApS i at levere de aftalte ydelser, betragtes dette som en opsigelse fra Kundens side.
13. Rettigheder
Besa Digital ApS bevarer ejendomsretten og de immaterielle rettigheder til materiale og leverancer, som Besa Digital ApS har udviklet som led i Kontrakten og eventuelle tillægsaftaler, herunder hjemmesidedesign, grafik, tekster, billeder, video, kode og øvrigt kreativt eller teknisk materiale, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Materiale og rettigheder, som Kunden ejede eller havde brugsret til før samarbejdets begyndelse, forbliver Kundens. Dette gælder blandt andet Kundens navn, logo, domænenavn, billeder, tekster og øvrigt materiale, som Kunden har stillet til rådighed for Besa Digital ApS.
Kunden opnår brugsret til Besa Digital ApS’ leverancer, når betaling i henhold til punkt 5 er sket fuldt ud.
Hvis aftalen løber over en bindingsperiode, opnår Kunden først den fulde aftalte brugsret til det samlede resultat, når hele aftaleperioden er betalt, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Hvis Besa Digital ApS har anvendt grafik, billeder, skrifttyper, software, plug-ins eller andre elementer fra tredjepartsleverandører, er Kundens brugsret til disse elementer underlagt de pågældende tredjepartsleverandørers gældende licensvilkår. Kundens adgang eller brugsret til sådanne elementer kan derfor ændres eller bortfalde ved aftalens ophør, hvis dette følger af de gældende licensvilkår.
14. Ændringer af kontrakt og handelsbetingelser
Besa Digital ApS forbeholder sig ret til én gang årligt at regulere priserne i Kontrakten og eventuelle tillægsaftaler i overensstemmelse med bestemmelserne om prisregulering i punkt 5.
Besa Digital ApS kan med 1 måneds varsel ændre Kontrakten, eventuelle tillægsaftaler og disse handelsbetingelser ved skriftlig meddelelse via e-mail eller brev til den e-mailadresse eller postadresse, som Kunden har oplyst.
Hvis ændringen er væsentlig, kan Kunden opsige Kontrakten og eventuelle tillægsaftaler skriftligt med virkning fra tidspunktet for ændringens ikrafttræden. Denne opsigelsesret gælder dog ikke ved prisregulering foretaget i overensstemmelse med punkt 5. Kundens opsigelse skal være modtaget af Besa Digital ApS senest 14 dage før ændringens ikrafttræden.
Ændringer, der alene er til fordel for Kunden, kan gennemføres uden forudgående varsel.
Uanset ovenstående kan Besa Digital ApS ophøre med at tilbyde webhotel med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Besa Digital ApS er endvidere berettiget til at overdrage eller flytte den tekniske drift af hosting til en tredjepart, forudsat at dette ikke medfører væsentlige forringelser for Kunden.
15. Betalingsmisligholdelse
Ved forsinket betaling forbeholder Besa Digital ApS sig ret til at lukke eller suspendere adgangen til alle ydelser, der er omfattet af Kundens aftaler med Besa Digital ApS, herunder webhotel, hjemmeside, markedsføringsydelser og mailadministration, indtil det fulde skyldige beløb inklusive renter og eventuelle gebyrer er betalt.
Ved manglende betaling på forfaldsdagen påløber der renter fra forfaldsdagen i overensstemmelse med rentelovens til enhver tid gældende regler.
Besa Digital ApS er ved forsinket betaling berettiget til at opkræve rykkergebyrer, kompensationsbeløb og øvrige inddrivelsesomkostninger i overensstemmelse med gældende lovgivning.
16. Lovvalg og værneting
Enhver tvist, der udspringer af Kontrakten, tillægsaftaler eller disse handelsbetingelser, skal afgøres efter dansk ret og indbringes for Københavns Byret som værneting i første instans.
17. Brug af eksterne samarbejdspartnere
Besa Digital ApS er berettiget til at anvende eksterne samarbejdspartnere, leverandører og teknologiske løsninger som led i leveringen af de aftalte ydelser.
For visse opgaver kan det præcise tidsforbrug ikke altid opgøres i faktisk anvendte timer. Dette kan blandt andet være tilfældet ved anvendelse af eksterne samarbejdspartnere, automatisering, AI-værktøjer, software eller andre teknologiske løsninger.
I sådanne tilfælde er Besa Digital ApS berettiget til at opgøre tidsforbruget på baggrund af det estimerede tidsforbrug for den pågældende ydelse eller opgavetype. Estimaterne fastsættes på baggrund af Besa Digital ApS’ normale beregningsprincipper for tilsvarende ydelser.
Besa Digital ApS kan ligeledes anvende eksterne leverandører til indkøb af ydelser, software eller andre løsninger, når dette er relevant for leveringen til Kunden.
18. Erstatning, sammenlægning og forlængelse af eksisterende aftaler
Ved indgåelse af en ny aftale, som efter skriftlig aftale erstatter, sammenlægger eller forlænger en eller flere eksisterende aftaler mellem Kunden og Besa Digital ApS, ophører de pågældende tidligere aftaler fra den nye aftales ikrafttrædelsesdato, medmindre andet fremgår af den nye aftale.
Eventuelle udestående betalinger, leverancer, ydelser eller andre forpligtelser fra tidligere aftaler bortfalder ikke automatisk som følge af den nye aftale, medmindre dette udtrykkeligt er aftalt skriftligt.
Hvis allerede betalte eller leverede ydelser skal overføres eller modregnes i den nye aftale, opgøres disse på tidspunktet for den nye aftales ikrafttræden og overføres efter Besa Digital ApS’ normale beregningsprincipper, medmindre andet er aftalt skriftligt.